Når man tager barnet i hånden, tager man moderen om hjertet ..

Noget af det som jeg oplever mest fantastisk ved at have mennesker inde i vores liv, er at se andre mennesker tage sig af vores børn.  Som en veninde sagde så smukt:

Når man tager barnet i hånden, tager man moderen om hjertet ❤️

– og det er sådan jeg har det.

Jeg synes det er smukt og dejligt når andre vil mine drenge.  Jeg glædes over, vi har en faster og onkel som selv spørger om de ikke må få vores ældste til overnatning, forleden var det 3. gang. Jeg elsker når farmor og farfar siger tak fordi de måtte passe dem og hygge med dem. Når mormor og morfar har stille og rolig weekend med drengene, når de passer dem. (Vi har lige været til bryllup 2 weekender i træk).

Jeg nyder også at de venner som kommer hver onsdag. De starter deres besøg med at blive hevet op på drengenes værelse til leg og de voksne vil gerne lege og læse historier.

For det at se andre udøve en omsorg er stort og rør mit hjerte gang på gang.

Det som jeg tror, det giver til drengene er, at de ved de er elsket og samtidig har de flere voksne de kan tale med. Deres sproglige udvikling bliver udfordret af andre end os og pædagogerne i børnehaven. De oplever samtidigt, at der er flere voksne som vil dem, og vil lytte på det drengene har at fortælle, det giver et godt selvværd at andre vil høre ens historier og inputs. Derfor får de også en kæmpe gave til fremtiden, at der er flere voksne at snakke med, når vi forældre er dumme eller verdenen er blevet for meget.

Det er bla. også dejligt, når vores drenge selv spørger, får vi ikke gæster i aften? De synes det er hyggeligt, at der er mennesker ved vores bord og i vores stue. Der selvfølgelig også nogle udfordringer ved at andre osgå er “caregiver”, især de nærmeste som jo også bliver en slags opdragere for vores drenge. De siger også nej, og de sætter også grænser, men oftest spørger de dog om hvad er reglen lige her, eller hvad siger din mor og far til det? Men der er jo en form for afgivelse af kontrol og egen føling med at andre opdrager. For gør de det som vi ville have gjort eller med vores værdier? Er det ok at andre siger nej?

Og spørgsmålet om drengene bliver forvirret ved flere forskellige måder at gøre tingene på? Jeg tror egentlig børn meget godt forstå de forskellige sociale arenaer de er en del af, med forskellige regler og måder at gøre tingene på. Jeg har det som regel rigtig godt med at andre tager sig af vores børn og drager omsorg for dem. Vores børn er det dyrebareste vi har og vi vil gerne dele den gave de er, og samtidigt give vores drenge den gave at have mennesker omkring dem som også elsker dem og vil dem det bedste i livet.

SÅ på mange måder er det en gave at leve som en familie, der er mere end bare os.

Hvordan har du det med, at andre kommer tæt på dine børn og bliver en del af opdragelsen?

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *